Baggrund for antidopingindsats.

Hjørring Kommune skal forebygge unges dopingmisbrug.

Hjørring Kommune arbejder allerede dygtigt med de unges sundhed, trivsel og forebyggelse af misbrug.
Men misbrug af dopingmidler er et samfundsproblem, som kan have både store sundhedsmæssige og sociale konsekvenser og som ikke kan løses via massekommunikation.

Derfor har Kulturministeriet afsat satsmiddelpuljer til lokal forebyggelse af dopingmisbrug for de 13-25-årige i kommunerne. Blandt landets kommuner har Hjørring ansøgt, og er blevet optaget, som én ud af 4 antidopingkommuner i en projektperiode på 3 år indtil udgangen af 2017.

Anti Doping Danmark har erfaring med forebyggelse af doping og vil være tæt tilknyttet som sparringspartner på Hjørring Kommunes projekt, hvor lokalt forankrede antidopinginitiativer skal søsættes helt tæt på de unge i projektperioden.

Erfaringerne fra projektet vil blive opsamlet og skal tjene som inspiration til andre kommuner, der vil arbejde med forebyggelse af dopingmisbrug blandt unge.

Yderligere information kan indhentes ved projektleder Claus Mørkbak Højrup, Hjørring Kommune, tlf. 30 54 76 43 eller e-mail claus.moerkbak.hoejrup@hjoerring.dk